Om Henrik Eiberg

Henrik Eiberg 2026

Jeg har gennem det meste af mit liv været optaget af, hvad der får mennesker til at præstere, udvikle sig og holde, både fysisk og mentalt.

Mine egne erfaringer spænder vidt, fra elite paintball, stuntarbejde, ultraløb gennem Gobi- og Saharaørkenen, entreprenørskab, familieliv med tre børn og mange års arbejde med ledelse, krop, bevægelse, vejrtrækning og menneskelig udvikling. Undervejs har jeg lært, at de største fremskridt sjældent kommer af at presse hårdere, men af at forstå, hvordan krop og sind hænger sammen og, af at give begge dele det, de har brug for. Det er en lektie, ørkenen lærte mig hurtigere end noget klasseværelse.

Som direktør i Body SDS har jeg siden 2007 været med til at udvikle organisationen og skabe rammer, hvor mennesker kan lære, forandre sig og opbygge et stærkere fundament for deres liv. Jeg er uddannet Body SDS-kropsterapeut, certificeret coach og vejrtrækningsinstruktør, og min tilgang bygger på en kombination af praktisk erfaring, tusindvis af møder med mennesker og en vedvarende nysgerrighed på forskningen i sundhed, præstation, restitution og et langt aktivt liv.

Her på siden deler jeg den viden og de erfaringer, jeg selv ville ønske, jeg havde haft tidligere i livet. Du finder inspiration og konkrete perspektiver på blandt andet styrke, kondition, søvn, vejrtrækning, stress, mental robusthed, relationer og flere sunde leveår – altså hvordan vi ikke blot kan leve længere, men bevare vores energi, funktionsevne og livsglæde gennem flere år. Ikke som færdige opskrifter, men som viden du kan prøve af, tilpasse og gøre til din egen. En af mine mentorer sagde det bedst: “Don’t ask for a protocol, ask for creativity.”

Mit mål er ikke at give dig endnu en perfekt plan. Det er at hjælpe dig med at forstå din krop, udfordre dine vaner og træffe valg, der kan holde i virkeligheden også på de dage, hvor livet larmer, og planen ikke passer.

Skulle du få lyst til at fortsætte samtalen, holder jeg jævnligt foredrag og arbejder med både mennesker og organisationer. Du er altid velkommen til at skrive til mig.